Faaborg-Midtfyn Kommune Nyhed Oplev Brobyerne blomstre, når vi fejrer områdets nye tiltag 3. maj 2023 Nr. Broby og Brobyværk blomstrer lige nu i mere end én forstand. For udover de smukke kirsebærtræer i Nr. Broby, har de to byer gennemgået en blomstrende udvikling. Det vil blive fejret ved to fester, der skal markere afslutningen på områdefornyelsen. Lige nu står Nr. Broby i fuldt flor. Der er de seneste år blevet plantet ikke mindre end 350 japanske kirsebærtræer langs byens hovedgade. Det hele startede med en fælles plantedag i 2018, og siden da er der løbende blevet plantet flere træer, der nu pryder og giver liv til hele byen. Kirsebærtræerne er et led i byfornyelsen af Nr. Broby, hvor det har været ønsket at skabe noget smukt, der trækker naturen ind i byen og borgerne ud i naturen. Det samme gør sig gældende i Brobyværk, hvor man har fået skabt nye, grønne mødesteder og en stor legeplads til områdets yngste borgere. De veloverståede projekter vil nu blive fejret ved to afslutningsfester i henholdsvis Nr. Broby den 10. maj, og i Brobyværk den 17. maj. Her vil der være taler, sang og mulighed for at komme rundt i byerne og se de nye tiltag, inden en servering for de fremmødte. Søren Kristensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget, glæder sig over, at man nu er godt i mål med de ønskede projekter i de to byer. ”’Tæt på naturen, tæt på hinanden’ var titlen på vores plan for områdefornyelsen. Og jeg synes, at vi er kommet tættere på både naturen og hinanden med dette projekt. De gode resultater skyldes især den skaberkraft og det samarbejde, der har været lokalt. Jeg vil derfor gerne takke borgere, foreninger og øvrige aktører for indsatsen,” lyder det fra Søren Kristensen. Også lokalt skaber de nye tiltag glæde. Alle er velkomne til de to åbningsfester, der finder sted: I Nr. Broby onsdag den 10. maj kl. 17.00 med mødested i Præstehaven. Herunder er aftenens program: – Velkomst – Sang – Let forplejning ved Broby Fritidscenter – Kirsebærtræer og en sammenhængende by, ved Pletarkitektur – Biernes Broby, nye muligheder ved Nature Works – Vi går til ”en vild have” på Stationsvej og slutter ved Broby Fritidscenter med lidt mere forplejning I Brobyværk onsdag den 17. maj kl. 17.00 med mødested på Brobyværk Kro. – Velkomst – Sang – Let forplejning ved Broby værk Kro – Aktive mødesteder og spiselige bede ved Pletarkitektur – Biernes Broby, nye muligheder ved Jens Peter – Vi går til de aktive mødesteder ved skolen og hallen For yderligere oplysninger, kontakt: Anne Sofie Hyldedal Folkmann, kommunikationskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, tlf.: 72 53 28 48 Share this content: