Brobyværk Lokalråd dækker Sdr. Broby Sogn med landsbyerne Sdr. Broby-Brobyværk Tørringe Allerup Ølsted Sognet Sønder Broby ligger på Midtfyn og har fire mindre landsbysamfund, hvor der pr. 1. januar 2018 boede 1436 personer. I sognet er noget af Fyns flotteste natur, ikke mindst omkring Odense Å, som gennemløber sognet fra syd til nord, men også i skovene, som flere steder ligger i et stærkt kuperet terræn. Området er desuden præget af et herregårdslandskab med mange flotte, gamle bygninger. Områdets historie rækker langt tilbage og har haft en ret klassisk udvikling for et landsogn bortset fra, at der midt i 1600-tallet blev anlagt et våbenværk på den vestlige side af Odense Å i Sdr. Broby. Våbenværket var Fyns første industrivirksomhed med masseproduktion, og det blev starten til en ny bydel, som siden blev kaldt Brobyværk, men det er især inden for de sidste 120 år, bydelen er vokset. Sdr. Broby ligger ved en vigtig overgang over Odense Å, og bynavnet Sønder Broby kendes tilbage til 1300-tallet. Af sognets andre byer ligger Allerup ved landevejen til Assens, Tørringe ved landevejen til Faaborg og Ølsted mellem Sdr. Broby og Allested-Vejle. Natur Sønder Broby Sogn gennemskæres fra sydøst til nordvest af Odense Å, der er Fyns længste og mest vandførende vandløb. Omkring åen er der mange smukke enge og naturområder. Omkring Odense Å i Sdr. Broby-Brobyværk er der et meget unikt bevaringsværdigt miljø, både hvad angår natur og kultur med kirke, vandmølle samt smukke gamle gårde og huse, og det blev senest i 1992 af Fyns Amt udpeget som særligt bevaringsværdigt. Med anlæggelsen af fiske- og faunapassagen i Odense Å i 2002 har området reelt ændret karakter, idet den middelalderlige opstemning blev erstattet af et stensat stryg. I Brobyskov, Tørringe Have, Tvedshave og Onsebakke er der mulighed for vandreture i meget smukke skovområder, der til dels er ret kuperede. I sognet er mange syrenhegn, dels som skel mellem marker dels langs mange af vejene. Flere veje har syrenhegn på begge sider. I blomstringstiden om foråret giver syrenerne et helt specielt flot syn med de lange lilla bånd gennem landskabet. Bygninger Sønder Broby Kirke ligger højt på den østlige side af Odense Å omgivet af landsbyen, som har givet sognet navn. Kirken er fra omkring 1200 tallet og har romanske, men kun lidt afdækkede kalkmalerier i apsis, en romansk døbefond med billedfrise, en renæssance prædikestol og en ny altertavle af kunstneren Sonia Brandes. Omkring kirken på den østlige side af Odense Å ligger den ældste del af landsbyen Sdr. Broby med gårde, huse og vandmølle. Den overvejende del af landsbyens gårde ligger fortsat på samme sted, som de har gjort gennem mange hundrede år. Sønder Broby Vandmølles historie kan med sikkerhed føres tilbage til 1500-tallet, men der har sandsynligvis været mølle i Sdr. Broby længe før. Vandmøllen var i drift indtil 1966. Møllen er fredet og de fine bygninger er i høj grad med til at skabe det bevaringsværdige miljø i byen. Møllen har et funktionsdygtigt vandhjul og kværne. I møllens tidligere udlænger og stuehus er i dag indrettet moderne lejligheder. Umiddelbart op til landsbyen Sdr. Broby ligger herregården Brobygård, der indgår i Muckadell gods. Brobygårds hovedbygning er fra 1673, udlængerne er genopført efter brand i 1921. På den vestlige side af Odense Å lå fra 1648 til 1658 våbenværket Brobyværk – en af Fyns første industrivirksomheder – der producerede våben til den danske hær samt gallavåben til kongen, bl.a. partisaner. Det var 3 af disse partisaner, der indgik i den tidligere Broby kommunes kommunevåben. Før 1648 og våbenværkets oprettelse har der antagelig ingen bebyggelse været på den vestlige side af åen. Våbenværket eksisterede i 10 år. Det blev ødelagt af de svenske tropper i krigen 1657-60 og aldrig siden genopført, medens de tilhørende arbejderboliger blev skånet for ødelæggelser. På den vestlige side af Odense Å ligger Brobyværk Kro, der er kongelig privilegeret i 1732, men der har været kro på stedet også før den tid. Kroen ligger idyllisk ved Odense Å. I 1887 blev der i sognet oprettet et mejeri, Brobyværk Andelsmejeri, beliggende på Skovvej, og siden da er byudviklingen i Sdr. Broby-Brobyværk hovedsagelig sket på den vestlige side af Odense Å. Fra 1906 til 1954 var Brobyværk stationsby på jernbanen mellem Odense og Faaborg. I den nordlige udkant af Sdr. Broby lå Brobyværk Station, og længst vest på i sognet lå Ernebjerg Station med billetsalg. Tørringe er nævnt i skriftlige kilder første gang i 1330. I Tørringe ligger gårdene, bortset fra nogle få ændringer, stort set hvor der i århundrede har ligget gårde. Nogle af gårdene blev tidligt selvejere, medens andre først blev det i 1917 ved lensafløsningen. Fra sidst i 1800-tallet er der gradvist sket bebyggelse langs Søndervej, så Tørringe i dag er sammenhængende med Sdr.Broby-Brobyværk. Landsbyen Allerup kendes tilbage til 1480. I dag ligger 3 af byens gårde tilbage i landsbyen ca. på de oprindelige steder, resten af gårdene er udflyttet til markerne. Fra sidst i 1890´erne til omkring 1910 var landsbyen præget af virksomheden Allerup Plovfabrik. En landsbysmedie der fik vokseværk og blev til en større virksomhed og med nyopførte bygninger. Det meste er væk igen, men den tidligere købmandsforretning er oprindelig opført til Allerup Plovfabrik. Ølsted er nævnt helt tilbage i 1303, og fra 1500-tallet kendes herregården Ølstedgård. I dag er kun hovedbygningen fra ca. år 1800 tilbage. Også i Ølsted ligger de fleste gårde stadig i landsbyen. I 1925 blev Ølstedgård udstykket til 15 statshusmandsbrug. I dag er hovedbygningen til Ølstedgård hjemsted for en Rudolf Steiner Skole for handikappede børn.